OPDATERING FRA DEN NYE BESTYRELSE
Foråret og en ny begyndelse er på vej.
Den nye bestyrelse i IK85 er på plads og har konstitueret sig:*
Susanne Møller, formand
Jens Rasmussen, næstformand
Lisbeth Højlund, kasserer
Allan Nordahl, bestyrelsesmedlem
Nicolai Sklander, bestyrelsesmedlem
Jacob Rasmussen, bestyrelsesmedlem
Bestyrelsen arbejder i disse dage målrettet på at oprette en beboerforening omkring Kernehuset. På generalforsamlingen den 28. februar stod det klart, at foreningen ikke kan fortsætte i den form den har på nuværende tidspunkt. Vi bliver nødt til at følge med udviklingen.
Derfor er der planlagt en stiftende generalforsamling for en ny beboerforening og en afsluttende generalforsamling for Tirsted IK85 samme dag.
For at fejre den nye forening – eller drukne sorgen over den gamle - vil der efterfølgende være et vinsmagningsarrangement (mere information følger senere).
Generalforsamlinger og vinsmagning foregår fredag d. 21. april, så sæt et stort kryds i kalenderen ved denne dag. På dagen vil du også høre om planerne for den nye forening og hvilke overvejelser, der er gjort.
De mange forskellige aktiviteter der blev skudt i gang eller blev mandet op på ved borgermødet i januar har alle fået en kontaktperson i bestyrelsen. Det giver gode muligheder for samspil og god gang i de mange forskellige tiltag.
Ligeledes er det planen, at den nuværende bestyrelse vil stille op til valg i den nye forening ved den stiftende generalforsamling.
Med hensyn til de nuværende fysiske aktiviteter i Kernehuset under Tirsted IK85 er det vores hensigt, at de skal fortsætte i samme lokaler som hidtil med nogle småændringer. Der vil blive indkaldt til møde blandt instruktører og frivillige, når den nye forening er på plads.
Nye ideer, der står i kø for at komme til, afventer ligeledes den nye forenings dannelse.
Bestyrelsen glæder sig til et godt samarbejde med alle indbyggere i vores område - Brandstrup, Tirsted, Skørringe, Vejleby og omegn - også dem der endnu ikke har hørt om Kernehuset.
Vel mødt!
Venlig hilsen
Bestyrelsen
* Patrick Rasmussen der blev valgt på generalforsamlingen, har meldt fra bestyrelsesarbejdet. |
| |
| |
|
|
|